Nogle dage føles selv de mindste opgaver som et bjerg. Vasketøj, opvask, støvsugning… man ved, det skal gøres, men energien er væk. Her kan en simpel terning faktisk gøre en overraskende stor forskel. Ved at gamificere dine opgaver, altså gøre dem til en slags spil, kan du snyde din hjerne til at synes, det hele er lidt sjovere.
Sådan fungerer det
Du laver en liste med opgaver, f.eks.:
Tømme opvaskemaskinen
Lægge tøj sammen
Rydde skrivebordet
Lufte ud og rede seng
Tørre overflader af
Tømme skraldespand
Kast en terning, og lad den bestemme, hvad du skal i gang med. Det fjerner beslutningstræthed og gør det hele lidt mere legende. Har du mere energi bagefter? Kast igen og tag en ny opgave.
Derfor virker det
Når du gamificerer opgaver på den her måde, sker der noget i din motivation. Det bliver ikke længere dig mod opgaven, men dig mod terningen. Og det føles mere som en udfordring end en sur pligt. Plus, det kan give et lille dopamin-kick, hver gang du krydser noget af.
Sådan kan du bruge det i din journal
Lav en terningeside i din journal eller planner. Tegn en simpel opstilling med seks felter, der matcher terningens sider, og fyld dem med dine hverdagsopgaver. Du kan også bruge stickers til at gøre det sjovere og/eller give dig selv en belønning, når alle felter er gennemført.
Du kan endda have forskellige sider til forskellige typer dage: en til lav energi, en til oprydning, en til kreative opgaver osv.
En lille ændring, der gør en stor forskel
Det behøver ikke være avanceret. Bare det at tilføje en terning kan ændre følelsen omkring dine opgaver. Det gør det hele mere overskueligt.
Deep clean dice
Min version af terning-gamificering hedder “Deep clean dice”. Her har jeg delt huset op i seks rum og givet hvert rum et nummer fra 1 til 6.
Første kast afgør, hvilket rum jeg skal i gang med. Det næste kast bestemmer, hvilken opgave jeg skal udføre i det rum. På den måde bliver rengøringen mere overskuelig og lidt sjovere.